Støtte til undervisere: Inklusion af studerende med funktionsnedsættelser

På Arts arbejder vi for at sikre lige adgang til uddannelse for alle studerende – også dem med funktionsnedsættelser. Denne gruppe er bred og omfatter både fysiske, psykiske og kognitive udfordringer, som kan påvirke studielivet på forskellig vis. Desværre viser undersøgelser, at studerende med funktionsnedsættelser oftere bliver forsinkede i deres studie, falder fra eller mistrives. Derfor er det vigtigt, at vi sammen skaber bedre rammer for deres trivsel og faglige udvikling.

Som underviser spiller du en central rolle i at skabe inkluderende rammer, der understøtter de studerendes læring og trivsel. Mens nogle studerende med funktionsnedsættelser proaktivt henvender sig til undervisere og opsøger hjælp via Specialpædagogisk Støtte (SPS), vil andre måske først åbne op om deres udfordringer i vejledningssituationer eller gruppearbejde – eller vælge helt at holde deres udfordringer for sig selv. Ofte kender du måske ikke engang de(n) studerendes særlige behov og ved derfor heller ikke, hvordan du bedst kan understøtte og tage hensyn. Det kræver fleksibilitet, samarbejde og indsigt i, hvordan du som underviser kan gøre din undervisning generelt tilgængelig for flere.

På disse sider finder du vejledning og konkrete værktøjer, der kan hjælpe dig med at gøre undervisningen mere tilgængelig. Du får også indsigt i de støttesystemer, du kan henvise studerende til, hvis du oplever, at de har behov for mere støtte, end du selv har mulighed for at tilbyde.

Lad os sammen skabe de bedste vilkår for studerende med funktionsnedsættelser og styrke deres mulighed for at gennemføre deres uddannelse på lige fod med andre.

Indholdet på disse sider er udarbejdet i samarbejde mellem DPUs Studienævn og Institutledelsen.

AU's ansvar overfor studerende med funktionsnedsættelse

Arts ønsker med disse vejledende sider at understøtte:

  • At alle kender til regler og retningslinjer for arbejdet med studerende med funktionsnedsættelser og kender til  AUs støtteordninger for denne gruppe af studerende samt opgavefordelingen i organisationen.
  • At vores undervisningstilbud og studiemiljø så vidt muligt er fagligt og socialt tilgængeligt for studerende med funktionsnedsættelser. Her defineres faglig tilgængelighed som tilgængelighed til undervisningsmaterialer, undervisning samt læsegrupper mv. og social tilgængelighed som tilgængelighed til sociale arrangementer og fællesskaber.
  • At studerende med funktionsnedsættelser oplever at blive mødt med åbenhed og anerkendelse
  • At studerende med funktionsnedsættelser oplever, at underviserne bidrager positivt med realistiske og hensigtsmæssige løsninger i forhold til at gøre Arts uddannelser tilgængelige for alle.

Hvem har ansvaret for hvad ifht. studerende med funktionsnedsættelse?

 

Rammer og regler vedr. studerende med funktionsnedsættelse

FN's Handicapkonventionen

Med konventionen anerkender deltagerstaterne, at personer med handicap har ret til uddannelse og at de vil sikre, at personer med handicap har adgang til almindelige videregående uddannelser

Forskelsbehandlingsloven

Loven angiver, at der ikke må forskelsbehandles på grund af bl.a. handicap. Lovens §3stk 2 angiver at loven også omfatter uddannelsesinstitutioner

Lov om tilgængelighed af offentlige organers websteder og mobilapps

Loven angiver regler om teksters tilgængelighed på offentlige institutioners websteder mv.


STØTTEMULIGHEDER FOR DEN STUDERENDE

Ofte tager studerende med funktionsnedsættelse selv kontakt til SPS og får den nødvendige støtte. Men møder du som underviser en studerende med et særligt behov ud over den faglige støtte og vejledning som du kan give, så er anbefalingen at henvise til studievejledningen, der så kan henvise videre. Nnedenfor kan du finde oplysninger om de vigtigste kilder til hjælp.

Specialpædagogisk Støtte (SPS) på AU

 

Studerende med funktionsnedsættelse kan søge forskellige former for støtte via SPS

Allerede på optagelsessiderne og studiestartssiderne orienteres nye studerende om mulighederne. Jo hurtigere de kontakter SPS, jo hurtigere kan støtten bevilges i forbindelse med studiestart. 

Når SPS visiterer til støtte, så er det Rådgivnings- og Støttecenteret, der udmønter støtten. Der findes mange støtteordninger - både relateret til fysiske handicaps og til studerende med psykiske eller neurologisk diagnoser.

Studiestøtten tilpasses med det formål at styrke den studerendes  uddannelseskompetencer, så de kan gennemføre deres uddannelse på lige vilkår med andre studerende. Det kan være alt fra digitale programmer til ordblinde, tegnesprogstolke og synskonsulenter til støtteordninger for studerende med f.eks. ADHD eller Autisme der kan have behov for en mentor eller gruppeforløb, der kan give dem redskaber til overblik og struktur eller til at navigere socialt i forhold til medstuderende og uddannelsessted.

Her finder du link til Specialpædagogiske Støtte (SPS) oversigt over støttemuligheder:  https://studerende.au.dk/sps

AU Studypedia - hjælp at finde for de studerende

AU Studypedia er et opslagsværk for de studerende om forskellige aspekter af studielivet og er med den studerende på rejsen hele vejen, fra start til slut. På studypedia finder den studerende råd og vejledning om konkrete teknikker til at håndtere det fagligepersonlige og sociale studieliv via temaerne nedenfor:

Mulighed for dispensation til eksamen på særlige vilkår eller for øvrige forhold

Særlige prøvevilkår

Tildeling af en hensigtsmæssig, individuel tilpasning må ikke gå på kompromis med det faglige niveau. Derudover må dispensationer hverken stille den pågældende studerende ringere eller bedre end øvrige studerende. Fra september 2021 behøver en studerende kun søge om særlige prøvevilkår én gang i sit studieforløb, hvis den studerende har et handicap eller en længerevarende funktionsnedsættelse.  På studieportalen kan undervisere og den studerende læse mere om dispensationsmuligheder for studerende med funktionsnedsættelser – herunder især muligheden for at søge dispensation til eksamen på særlige vilkår.  

Det er studienævnet der skal foretage en konkret og individuel vurdering  af sagen i forhold til universitetets eksisterende praksis. Som underviser må du aldrig ændre i eksamensformen,uden at den studerende har fået en dispensation fra studienævnet, der angiver rammerne for en eventuel tilpasning. 

Studenterrådgivningen - Samtaler, netværk og workshops

Studenterrådgivningen er et landsdækkende gratis tilbud til alle studerende på videregående uddannelser i Danmark .

Møder du en studerende, der har behov for ekstra støtte i sin studietid så henvis gerne den studerende til Studenterrådgivningen. Det kn f.eks. være oplevede udfordringer ifht. studiestart, studietvivl, eksamensangst, stress eller perfektionisme. 

Du kan henvise til www.srg.dk

AUs retningslinjer for fører- og service hunde


TILRETTELÆGGELSE AF UNDERVISNINGEN

Sådan kan en funktionsnedsættelse påvirke studielivet

Gør din undervisning tilgængelig for flere

Der er udgivet en række publikationer de seneste år, der sætter fokus på undervisernes rolle i relation til studerende med funktionsnedsættelser. Opsummeret peger de på følgende fælles anbefalinger på tværs af diagnoser:

  • Tydelige undervisningsplaner: Hvad, hvem, hvornår, hvor, hvordan.
  • Tydelig struktur på undervisningen og gerne en struktur, der kan genkendes i hele forløbet
  • Tilgængeligt undervisningsmateriale: Brug hvis muligt originale og digitalt tilgængelige materialer fremfor at indscanne tekster. Flere studerende med funktionsnedsættelser har behov for at kunne få oplæst tekster med deres it-programmer. Dette kan du understøtte ved at bruge og henvise til original og digital litteratur fra AU Library eller andre forskningsbiblioteker og ved at dele pdf’er i et format der kan “læses” af OCR software. 
  • Adgang til pensum i god tid. Her tilstræbes, at pensum/litteratur er tilgængelig min. 2 uger, før det skal bruges. Dette gør det bl.a. muligt for studerende at rekvirere digitale studiematerialer gennem Nota og for at komme i gang med studielæsningen i god tid. f.keks. med tale-til-tekst.
  • I særlige tilfælde kan studerende med syns- eller hørehandicap, der har tolke, have brug for (foreløbige/udkast til) Power Points en-to uger inden undervisningen, så tolkene kan forberede sig. Andre studerende med funktionsnedsættelser kan også efterspørge materiale i god tid, så de kan læse på forhånd og tage noter mv. Det kan være en nødvendig individuel tilpasning og kan aftales individuelt, da det i andre tilfælde ikke er hensigtsmæssigt at lægge PP ud til alle studerende på Brightspace.
  • Fleksible løsninger måske især i forhold til studiegruppearbejde.

Øvrig inspiration kan hentes her:

Døve studerende og tegnsprogstolkning: Gode råd til undervisere

  • Her kan du læse en artikel hvor en hørehæmmet og en tolk fortæller om samarbejdet og vilkårene for tegnesprogstolkning i undervisningen
  • Her kan du læse om ministeriets retningslinjer for tolkning 
  • Hvis du bruger video/lydoptagelser i undervisningen så anbefales det at du bruger AUs system Panopto, der automatisk kan generere undertekster, så den studerende kan læse med
  • Kontakt SPS for yderligere information Tlf.: 8716 2720 (mandag og tirsdag 9-12, torsdag 13-16). Mail: sps@au.dk

Samarbejd om øget tilgængelighed i undervisningsteamet

På nogle kurser/moduler er der flere undervisere, der kommer ind og ud af undervisningsforløbet. Det kan være stressende og problematisk for en studerende, hvis ikke hele underviserteamet har en fælles forståelse for og tilgang til den studerendes funktionsnedsættelse. Det kan f.eks. være vanskeligt, hvis lektor A siger ok til at den studerende lydoptager forelæsningen og lektor B siger nej,  Et andet eksempel er, hvis lektor A tager hensyn til den studerendes behov i relation til gruppearbejde, og lektor B ikke gør. Det anbefales derfor, at underviserteamet samstemmer, hvordan de vil møde eventuelle studerende med særlige behov i deres fælles undervisningsforløb. Hvis der er en ansvarlig kursus/modulkoordinator, så kan denne med fordel: 

  • på første undervisningsgang orientere de studerende om, at man selv er ansvarlig for at kontakte modulkoordinator/underviser(ne), hvis man har en funktionsnedsættelse, som underviserne skal tage hensyn til, da underviserne ikke er orienteret om eventuelle behov/hjælpemidler/tolke mv. fra SPS.
  • sørge for at teamet har på forhånd har aftalt, hvem i teamet de studerende skal kontakte og orientere de studerende herom.
  • koordinere med teamet (efter aftale med den studerende - GDPR), hvilke tilpasninger, der er nødvendige og mulige for hele teamet at arbejde med. Det tilstræbes, at man som team har samme tilgang til opgaveløsningen – det gælder også aftaler om at lave lyd eller videooptagelser 

Skab rammer for inkluderende studiegrupper

Ideer til at gøre studiegrupper tilgængelige for flere.

  • Underviser orienterer ved kursusstart om, hvordan studiegrupper dannes og hvilken funktion studiegrupper har på kurset (læsegruppe, eksamensgruppe mv)
  • Underviser orienterer ved kursusstart om, hvem studerende kan henvende sig til, hvis en studerende har behov for at deres tages særlige hensyn,  eller his der er knas i gruppen. 
  • Underviser opfordrer til rummelighed og nysgerrighed på hinandens styrker i studiegrupperne.
  • Underviser understøtter fleksible løsninger i relation til studiegrupper, hvis studerende med funktionsnedsættelser har særlige behov.
  • Ved særlige forhold, der gør gruppearbejde vanskeligt, kan der henvises til studievejledningen

Hvis du vil vide mere om, hvordan du gør studiegrupper tilgængelige for flere: 

Skab social tilgængelighed på studiet

  • Indgår der studieture, ekskursioner, virksomhedsbesøg eller lignende som en del af undervisningsforløbet, skal tilbuddet være tilgængeligt for alle.
  • Arrangerer fagmiljøer ekstracurriculære debatter, gå –hjem møder, alumnearrangementer mv. bør tilbuddet være tilgængeligt for alle.
  • En god studiestart:
    • Sekretariatet skriver i velkomstpjecen, at studerende med funktionsnedsættelser, skal kontakte SPS og bør tage kontakte til modulkoordinator, hvis der er særlige forhold underviserteamet skal være opmærksom på.
    • Sekretariatet og Studievejledningen sørger for at hjælpe tutorerne med at tilrettelægge en studiestart med plads til alle

IT UNDERSTØTTELSE OG HJÆLPEMIDLER

AUs retningslinjer om optagelse af undervisningen for studerende med funktionsnedsættelser

Det er vigtigt først at slå fast, at den enkelte underviser jf AUs retningslinjer for streaming og optagelse af undervisningen på AU har ophavsret på sine forelæsninger. Underviseren ejer forelæsningerne og kan sige nej til at blive optaget.

Undtagelse fra reglen

AUs Uddannelsesudvalg har besluttet, at der i helt særlige tilfælde er undtagelser for ovenstående regel. Af retningslinjerne fremgår det således, at studerende med dokumenteret (SPS) behov for at optage undervisningen altid bør have mulighed for dette også uden sammentykke. Har den studerende henvendt sig til SPS og har fået dokumenteret sit behov for at optage undervisningen, får den studerende følgende vejledning fra SPS, som altså er den de vil agere ud fra:

”ønsker du (som studerende med funktionsnedsættelse) at optage undervisningen som led i studieassistentordningen, kan du ved holdundervisning kun gøre det med din undervisers og dine medstuderendes samtykke. Dette er af hensyn til dine medstuderende.

Ved forelæsninger skal du varsle din underviser om, at du optager undervisningen, senest en uge før undervisningen finder sted. Her behøver du ikke samtykke fra dine medstuderende.

Hvis du som led i specialpædagogisk støtte (SPS) har brug for at optage undervisning, og på grund af funktionsnedsættelsen eksempelvis får tildelt en diktafon, kan du optage undervisningen uden samtykke. Du skal dog varsle dette overfor underviser, senest en uge før optagelsen finder sted.

Optagelser af holdundervisning eller forelæsninger, der er omfattet af ovenstående undtagelser, skal så vidt muligt undgå at omfatte medstuderendes personoplysninger, f.eks. billedoptagelser af medstuderende, personoplysninger på en tavle eller tilsvarende.

Optagelser skal slettes, så snart den er brugt til formålet og senest ved semesterets afslutning. Optagelser må aldrig deles med andre, og deling betragtes som et brud på universitetets ordensregler og en ophavsretlig krænkelse.”

Sikring af teksters tilgængelighed

I følge Lov om tilgængelighed af offentlige organers websteder og mobilapps  er AU forpligtiget til at sikre, at undervisningsmaterialer er tilgængelige for alle, herunder svagtseende og ordblinde. Der er ikke et systematisk tilsyn med, om dette sker, og det er derfor altid undervisers ansvar at være opmærksom på, om alle tekster, der lægges på Brightspace/indgår i digitalt kompendium, er ltilgængelige, så teksten f.eks.  kan kopieres og lses op.  

Forudsætningen for, at studerende kan bruge teksterne er, at disse er gemt som tekst og ikke som billeder. Man kan nemt tjekke, om teksten er tilgængelig ved at se, om man kan markere/kopiere tekststykker. Hvis man ikke kan det, er her et par gode råd:

  • Tekster i bibliotekets elektroniske databaser er typisk i orden. Det anbefales altid, at tekster så vidt muligt findes i bibliotekets eller øvrige digitale databaser
  • Scannede/kopierede tekster er i udgangspunktet billeder og skal omsættes til tekst. Dette kan f.eks. gøres  i Adobe Pro, som anatte ved AU har adgang til 

4 HURTIGE SKRIDT TIL AT GØRE DIN TEKST KLAR TIL TEKST-TIL-TALE PROGRAMMER

  1. Du scanner bogen/teksten i printeren som vanligt og sender det til din mail
  2. Åben pdf filen i Adobe. Under fanen ”VÆRKTØJER” trykker du på ”Scanning og OCR" .
  3. Øverst op siden trykker du nu på "Genkend tekst" og -> "I denne fil" og så "Godkend tekst". 
  4. Et lille ur indikerer, at Adobe ændrer billede til tekst. Når uret er væk er dokumentet rediger- og læsbar og kan bruges i højtlæsningsprogrammer. Gem filen som du plejer
  • Underviser kan få hjælp til scanning af tekster på biblioteket eller hos studentermedhjælperne i DPUs reception.

LITTERATURLISTE TIL DIG DER VIL LÆSE MERE

Litteraturliste

KONTAKTOPLYSNINGER

Står du med en udfordring eller erfaring, som du vurderer med fordel kan omsættes til en tekst her på siden, så skriv til uddannelseskonsulent på DPU Louise Weinriech jakobsen Louisewj@edu.au.dk

 

HANDICAPKONVENTIONENS ARTIKEL 24

  • Stk. 1: Deltagerstaterne anerkender, at person med handicap har ret til uddannelse. Med henblik på at virkeliggøre denne ret uden diskrimination og på grundlag af lige muligheder skal deltagerstaterne sikre et inkluderende uddannelsessystem på alle niveauer samt livslang læring
  • Stk. 5: Deltagerstaterne skal sikre, at personer med handicap har adgang til almindelige videregående uddannelser, ….uden diskrimination og på lige fod med andre. Med henblik herpå skal deltagerstaterne sikre, at der sørges for en rimelig tilpasning til personer med handicap

4 HURTIGE SKRIDT TIL AT GØRE DIN TEKST KLAR TIL TEKST-TIL-TALE PROGRAMMER

  1. Scan bogen/teksten i printeren som vanligt og send den til din mail
  2. Åbn pdf-filen i Adobe. Under fanen ”VÆRKTØJER” trykker du på ”Scanning og OCR" .
  3. Øverst på siden trykker du "Genkend tekst" og -> "I denne fil" og så "Godkend tekst". 
  4. Et lille ur indikerer, at Adobe ændrer billede til tekst. Når uret er væk kan teksten i dokumentet redigeres, kopieres og læses op. Gem filen som du plejer

BEGREBSAFKLARING - HANDICAP OG FUNKTIONSNEDSÆTTELSE

Med begrebet funktionsnedsættelse menes der enten en fysisk eller psykisk hæmning af sanser, funktioner eller kognitive evner. Med andre ord henviser funktionsnedsættelse til en kropslig eller kognitiv dysfunktion eller funktion der adskiller sig fra normen. Funktionsnedsættelsen bliver først et handicap i mødet med et samfund/uddannelsesinstitution, der forhindrer mennesker med funktionsnedsættelse i at deltage på lige vilkår med andre. (Kilde: Tænketankten Perspektiv 2019)