Mindeord om Hans Vejleskov

Professor emeritus Stig Broström skriver mindeord om professor, mag.art., forsker og forfatter Hans Vejleskov, Helsingør.

Hans Vejleskov døde den 14. januar, 2022. Han blev 86 år. 

Hans var lærer i København, tog en magisterkonferens i psykologi og blev ansat på Danmarks Lærerhøjskole i 1966, blev professor i udviklingspsykologi i 1974, og i 1998 institutleder for Institut for Småbørnspædagogik og det tilknyttede Center for Småbørnsforskning, som fungerede frem til 2000 med oprettelse af DPU.

Hans har i alle årene forsket og undervist i udviklingspsykologi med særligt henblik på den sproglige og intellektuelle udvikling og vil især blive husket som Danmarks Piaget-ekspert, hvis teorier han på eminent vis har forsket i og formidlet gennem årtier. Men Hans var uhyre alsidig og har gjort sig gældende inden for en lang række andre fagområder bl.a. det praktisk-musiske, voksenundervisning, specialpædagogik, pædagogikkens historie og humor. Og ikke mindst inden for småbørnspædagogikken og skolestart, som han havde en særlig interesse og kærlighed for.

Jeg stiftede bekendtskab med Hans’ bøger og artikler om småbørnspædagogik i 1970’erne og mødte ham på Årskursus for Pædagoger på Danmarks Lærerhøjskole, som han gennem alle årene støttede fagligt og personligt. Blev kollega med Hans i 1995 på Institut for småbørnspædagogik, hvor jeg og kollegaer fik glæde af hans faglighed og umådelige hjælpsomhed og støtte, som ikke bare omfattede den lille kollegagruppe, men som strakte sig ud til de mange ’løse fugle’, småbørnsforskere uden institutionelt fodfæste, som han knyttede til Center for Småbørnspædagogik. Hans var et generøst menneske, der ikke skiltede med sin hjælpsomhed, men udførte sin kæmpe støtte til institutioner og mennesker i det stille. Tak for det.

Hans var uhyre produktiv med en videnskabelig publikationsliste på mere en 400 bøger og artikler. Han var myreflittig og nød at ”sidde og pusle med lidt skriverier”, som han sagde. Han var hurtig på tasterne. Når vi havde aftalt en disposition og fordelt skriveopgaverne, lå hans færdige bidrag i mailboksen, inden vi andre havde nået at tænke. En produktivitet, der fortsatte livslangt. Han nåede i 2021 at færdiggøre trebindsværket ”På falderebet”, faglige og personlige erindringer.

Vi tager afsked med en faglig kapacitet, der inden for sit felt – kognitionspsykologien og småbørnspædagogikken - har sat varige spor. Men også til et menneske, der var præget af beskedenhed, men som udførte store menneskelige bedrifter.

Jeg er evig taknemmelig for årene på institut og center, jeg vil savne dig som kollega, der til sidste dag viste kritisk interesse for og kærlighed til småbørnspædagogikken. Men først og fremmest savner jeg en god ven og inspirator gennem mange år.

Hans Vejleskov bliver begravet onsdag den 26 januar kl 14 fra Helsingør Domkirke, Sankt Olai.