Lærke Nørgård Pallesen
Ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet, DPU, i en delt ansættelse mellem Aarhus Universitet og Pædagoguddannelsen ved UC SYD
Mit navn er Lærke Nørgård Pallesen, og jeg er ph.d.-studerende ved Aarhus Universitet, DPU, i en delt ansættelse mellem Aarhus Universitet og Pædagoguddannelsen ved UC SYD.
Min faglige baggrund er forankret i musik og pædagogik. Jeg er uddannet i musikterapi fra Aalborg Universitet og har også en baggrund som pædagog. Igennem en årrække har jeg som underviser på pædagoguddannelsen og i mindre forskningsprojekter været optaget af musik i dagtilbud.
I mit ph.d.-projekt undersøger jeg barn-barn- og barn-voksensamspil, når musikalske praksisser bliver en større del af børns og voksnes hverdagsliv i dagtilbud. Her er jeg særligt nysgerrig på at undersøge kropslige og æstetiske mikrosamspil, hvor børn og voksne gennem timede bevægelser, lyde og blikke gensidigt afstemmer sig med hinanden, og på hvad der kendetegner disse samspil.
Jeg er optaget af, hvordan vi i pædagogikken kan skabe rum for, at børn – og voksne – ikke altid skal være på vej mod at blive noget, men også får mulighed for at være til stede, lege, mærke sig selv og være forbundet med andre. Derfor interesserer jeg mig for æstetiske erfaringer som noget, der ikke kun handler om at lære eller udvikle sig, men også om at erfare sig selv og verden på nye måder.
Projektet har en designbaseret forskningsmetodologi, hvor jeg sammen med børn og pædagogisk personale undersøger, hvordan musikalske praksisser kan udfoldes og få plads inden for de rammer og hverdagsstrukturer, som præger dagtilbuddene. Jeg håber, projektet kan bidrage med viden om, hvordan musikalske og æstetiske praksisser kan indgå i pædagogisk arbejde og åbne for forskellige måder at erfare, være og være sammen på.
Når jeg ikke arbejder med ph.d.-projektet, bruger jeg det meste af min tid sammen med min mand og vores børn i Kolding. Vi holder alle af gymnastik, og jeg synger og spiller også musik i min fritid. Det er nogle af de steder, hvor jeg bare er – sammen med andre.