Katrine Formann Røjel
Ph.d.-studerende i Afdeling for fagdidaktik på Campus Emdrup.
Jeg er uddannet cand. mag. i dansk fra Københavns Universitet i 1997 og professionsbachelor i tekstildesign, -håndværk og formidling fra Københavns Professionshøjskole i 2016, hvor jeg efterfølgende har været ansat siden 2017 først som adjunkt og siden lektor. Her har jeg bl.a. undervist i formidling, didaktik, farve- og materialelære samt æstetik.
I forbindelse med min undervisning i æstetiske virkemidler og læreprocesser stødte jeg på udfordringer, når jeg skulle finde forskningslitteratur og -teori, der omhandlede voksnes æstetiske læreprocesser i en dansk kontekst. Det ledte til emnet for mit projekt, som har til formål at undersøge den eksisterende praksis for voksnes arbejde med æstetiske læreprocesser, og hvordan den kan styrkes fremadrettet.
Med afsæt i teoretisk viden og et interventionsstudie med udgangspunkt i tre cases kortlægges og analyseres voksnes arbejde med æstetiske læreprocesser, håndværksfaglige kompetencer og kollektive læringsfællesskaber. De tre cases er: professionsbachelor i tekstildesign, -håndværk og formidling på Københavns Professionshøjskole, BA i beklædningsdesign på Kolding Designskole og linjefaget design på Krabbesholm Højskole.
Privat bor jeg på Frederiksberg, jeg er gift med Henrik, og vi har to sønner på 20 og 24 år. Jeg er en passioneret læser og holder mine tekstile håndværksfag ved lige gennem syning, strik og tekstiltryk.