Emilie Mørch Groth
Ph.d.-studerende i Afdeling for Uddannelsesvidenskab. Per 1/9/24. Campus Emdrup
Mit navn er Emilie Mørch Groth, og fra september 2024 er jeg ph.d.-studerende ved DPU, afdeling for uddannelsesvidenskab og som en del af Algoritmer, Data og Demokrati-projektet.
Inden jeg trådte ind ad døren på DPU i Emdrup, har jeg haft min daglige gang på IT-Universitet, hvor jeg i sommeren 2024 hev titlen hjem som cand.it i Digital Innovation & Management. Det betyder, at jeg har beskæftiget mig med offentlig digitalisering, etnografiske metoder, teknologiforståelse, big data processer, social retfærdighed i automatisering og meget andet under samme Science and Technology Studies (STS) paraply. Inden min kandidat på IT-Universitet har jeg taget en professionsbachelor ved Københavns Erhvervsakademi, som i første omgang omhandlede design og kommunikation, og senere rettede sig mere mod digital konceptudvikling.
Mit ph.d.-projekt omhandler uddannelsesdata, og jeg går til feltet med ønske om at undersøge datas mange roller i uddannelsessystemet – se hvad data er, hvordan det praktiseres, skabes og opleves af forskellige aktører. Mit første ”projekt i projektet” bliver en undersøgelse af, hvordan data kan forstås i relation til Chromebook-kontroversen, og senere i mit forløb vil jeg gerne undersøge data i praksis gennem feltarbejde og etnografiske metoder i det danske uddannelsessystem.
Jeg går også op i andet end data (selvom nyheder og podcasts om data, privacy og cyber crime fylder en del), og mit fritidsliv kan kaldes sæsonbetonet: I de varme måneder holder jeg til i et lille kolonihave-kollektiv, hvor tiden går med jord under neglene, og i de køligere måneder er den friske luft udskiftet med konsolspil og DnD-kampagner.