Christine Emilie Tonne Artak
Christine Emilie Tonne Artak ansættes som Post doc pr. 1/10-25 i Afdelingen for Pædagogisk antropologi og Pædagogisk psykologi i Aarhus.
Jeg hedder Christine Emilie Tonne Artak, og jeg er nyansat postdoc ved DPU, hvor min hovedopgave bliver at bidrage til det igangværende NOBE-projekt. Her indsamler vi data om børn og unges digitale liv, trivsel og deres oplevelse af social støtte fra både voksne og jævnaldrende.
Jeg er uddannet psykolog og har netop afsluttet min ph.d. ved Psykologisk Institut i Aarhus – så arbejdsskiftet er i praksis kort; jeg skal bare krydse vejen fra de gule til de røde bygninger. I min forskning har jeg tidligere undersøgt voksnes oplevelse af kedsomhed med fokus på både individuelle forskelle (fx personlighed) og kontekstuelle faktorer (fx forældreskabet).
Jeg ser frem til igen at have fokus på børn og unges hverdag, da netop overgangen fra barn til ung og voksen altid har været en drivende kraft i mit arbejde. Privat bor jeg i Aarhus med min mand og vores to børn. Vi bruger en masse tid på alle former for spil, og når jeg har lidt tid for mig selv, forsvinder jeg gerne ind i eskapistisk litteratur – et kærkomment afbræk fra den altid voksende bunke af videnskabelige artikler.
Jeg glæder mig til at lære DPU og jer alle at kende!