Carsten Henriksen ny campuskoordinator i Emdrup

Teamleder for Arts Kommunikation i Emdrup, Carsten Henriksen, bliver fra 1. oktober ny campuskoordinator i Emdrup, efter at ledende HR-partner Tomas Breddam er tiltrådt en ny stilling på Science and Technology i Roskilde.

Campuskoordinatoren er lokal kontaktperson mellem administrationen på AU og DPU i Emdrup og skal i den forbindelse varetage løbende, herunder eventuelle hastende koordineringsopgaver. I disse spørgsmål samarbejder Carsten Henriksen med og refererer til administrationschef på Arts Ole Jensen.

Campuskoordinatoren indkalder til og leder møder i husudvalget, hvor alle beboere på campus er repræsenteret.

Desuden indkalder han til og leder de månedlige møder, hvor DPU’s sekretariatschef, administrationschefen på Arts og repræsentanter fra Arts IT-support, Arts Studier, Arts Økonomi, Arts Bygningsservice, Arts Kommunikation og Arts HR i Emdrup samt AU Library, Campus Emdrup,  drøfter aktuelle emner og koordinerer opgaver i relation til den administrative servicering af DPU.

Bygningsdrift og -udvikling

Alle bygningsdrifts- og udviklingsopgaver varetages af Bygningsservice under bygningschef på Arts, Lars Mitens’ ansvar. Lokal driftsinspektør er fortsat Susie Petersson. 

I forhold til brugerinddragelsen i forbindelse med de aktuelle om- og nybygningsplaner, vil der snarest muligt blive udsendt nærmere informationer.