Line Beck Lindhardt

AC TAP i Afdeling for Uddannelsesvidenskab, forskningsprojektet Sustainable Culture for Change. Per 1/6/22. Campus Emdrup

Kære kollegaer

Jeg hedder Line Beck Lindhardt og er så heldig, at jeg i forbindelse med at jeg afleverer mit speciale 1.juni, tiltræder som Akademisk Teknisk Administrativ personale i forskningsprojektet "Sustainable Culture for Change".

Det seneste halvandet år har jeg arbejdet som studentermedhjælper i selvsamme forskningsprojekt, hvorfor jeg er utrolig glad for, at få muligheden for at fortsætte i projektet samt min daglige gang på DPU. Jeg flyttede til København fra det nordjyske for 5 år siden i forbindelse med, at jeg ville læse bachelor i uddannelsesvidenskab, herefter fortsatte jeg direkte på kandidaten i uddannelsesvidenskab, og har efterhånden fået et stærk tilhørsforhold til Campus Emdrup.

Når ikke jeg bruger min tid ude på DPU, er jeg glad for at spille badminton, hvilket jeg har gjort det meste af mit liv. Jeg er desuden begyndt at strikke, hvilket ikke altid går som jeg vil, derfor satser jeg stærkt på, at nogle af mine nye kollegaer kan hjælpe. 

Jeg glæder mig til at blive en endnu større del af fællesskabet.

De bedste hilsner
Line