Jon Auring Grimm

Ph.d.-studerende ved Afdeling for Pædagogisk Filosofi og Generel Pædagogik. Per 1/2/22. Campus Emdrup

Jon Auring Grimm melder sin ankomst!

Ohøj! Jeg er den nye Ph.d.-studerende på DPU, Danmarks institut for Pædagogik og Uddannelse. Oprindeligt er jeg uddannet magisterkonferens fra Institut for filosofi på Aarhus Universitet. Min magisterafhandling havde den mundrette titel ”FLUX – en bevægelse mod en heraklitiansk nietzscheanisme” og omhandler i alt sin enkelthed det forhold, at alt flyder, alt er tilblivelse, og træder du ned i en flod bare én gang, må du hellere lære at svømme.

De sidste mange år har jeg arbejdet med litteratur- og kulturformidling, blandt andet som festivalleder, teaterkonsulent og foredragsholder, og jeg er blandt andet medstifter af foreningen Eksistensfilosofisk Akademi, som har til formål at udbrede og stimulere eksistenstænkning.

Mine hovedinteresser: eksistenstænkning, generel økologi, natursyn, surrealisme, filosofisk erotisme, litteratur, teater, musik og kunst (osv).

Mine primære ”samtalepartnere”, levende som døde: Inger Christensen, Georges Bataille, Laure, Nietzsche, Schopenhauer, Heraklit, Platon og nyplatonismen (osv).

Hvad skal jeg så forske i?
Kort sagt generel økologi, vild vækst og litteratur. Nedenfor følger en kort og utilstrækkelig beskrivelse af mit projekt. Og som en lille disclaimer: en del af de begreber jeg anvender (eksempelvis noget så ”enkelt” som natur) er ikke helt uproblematiske at anvende uden en helvedes masse forbehold.

Hvad er generel økologi?
Generel økologi arbejder med et udvidet økologisk udsyn, som ikke bare indbefatter hvorledes vi forvalter vores ressourcer, produkter og værdier, men som også indbefatter hvorledes i orienterer os i verden og går til naturen. Den naturvidenskabelige tilgang til økologien har det med at være kvantitativ, den omhandler det der kan måles og vejes, hvorimod den generelle økologi handler om at udvikle ”sensible former for perception”, afdække nye, gamle og glemte tilgange til hvorledes vi kan forstå de økologiske naturkredsløb vi indgår i. Således er den generelle økologiske undersøgelse også en eksistentiel undersøgelse af menneskets plads i verden og naturen, samt den produktion vi indgår i. Den generelle økologi er en videre udvikling af Georges Batailles generelle økonomi som han skitserede La Part Maudite 1949, læst med og igennem blandt andre Inger Christensens digtning og essays, samt nyere økologiske positioner. En måde, blandt mange, at tilgå denne problematik på, er gennem litteraturen.

Den økonomiske vækst vs. naturens vilde vækst
Ifølge den tyske sociolog Harmut Rosa er vores samfundet præget af en implicit fordring om mere vækst. Vi skal producere mere og bedre, og vi skal fremfor alt bringe den ukontrollerbare verden under kontrol. Det gør vi gennem øget produktion, vækst og innovation. Ifølge Rosa er denne fordring om vækst og kontrol også blevet internaliseret. Vi skal blive mere kompetente vores børn skal være uddannelsesparate, vi skal tælle vores skridt og vores fedtprocent, vi skal være i arbejde og realisere os igennem arbejdet og så videre. Problemet er, ifølge Rosa, at vi gør alt det vi ikke kan kontrollere til såkaldt aggressionspunkt, til noget truende som kan destabilisere den verden vi har bragt under kontrol. Hvad værre er, det er netop i øjeblikke, hvor vi tillader os selv at miste lidt kontrol, at vi erfarer os selv som en del af noget større, hvad enten der er tale om kærlighed, kunst, venskab, fællesskaber eller sågar religion. Fordringen om vækst bliver således også et eksistentielt problem, der besværliggør momenter af fællesskab, samhørighed og samklang.

I et økologisk perspektiv, besværliggør fordringen erfaringen samhørighed med naturen og verden som sådan. Det økonomiske vækstperspektiv betragter naturen som ressource, materiale og forrådskammer, og en økologisk tænkning der køber ind på disse præmisser, kan udelukkende omhandle optimeringen af produktionen og regulering af hvorledes man forvalter de naturlige ressourcer. Det er dette vækstperspektiv den generelle økologi udfordrer. Her handler det ikke udelukkende om hvad og hvordan vi producerer og ”vækster”, men om hvad denne produktion ikke får med, om den verden der ikke kan kontrolleres, eller den verden vi mister når vi forsøger at få den bragt under kontrol. Det handler slet og ret om at forstå mennesket, som andet og mere end blot forbruger, producent eller borger, men som et stykke natur, der i øvrigt er i færd med at underminere sit eget miljø. Og her viser den danske digter Inger Christensen som en stærk indgang til feltet, ifølge Grimm. Mod den økonomiske vækst stiller Inger Christesen ”Naturens vilde vækst”. Det er den type vækst, der ikke lader sig kontrollere og som ikke ”bare” er ressource og materiale for nye gevinster. Hun udfolder denne tankegang i en række essays, som både er i dialog med klassisk eksistens- og naturtænkning og nyere økologisk tænkning, og indsigterne ligger også til grund for hendes største digteriske værker, f.eks. ”det” og ”Alfabet”.

Generel økologi på biblioteket
Litteraturen er, og har altid været, et af de rum, der kan udfordre vanetænkning og forskellige verdensbilleder. Derfor er det også oplagt at undersøge hvorledes litteratur kan nuancere den generelle økologi. Ikke blot i det individuelle møde med værkerne, men også i formidlingen heraf. Hvis man bringer den generelle økologi med sig ind i formidlingen, møder man ikke først og fremmest læserne eller borgerne, og endnu mindre som kulturforbrugere eller kunder, men mennesker; mennesker som også er et stykke natur, der ønsker at forstå sin plads i det hele; som noget ukontrollerbart. Det gælder også, hvis man bringer den generelle økologi med sig ind i forståelse af sine medarbejdere (høj som lav). Også her må man bestræbe sig på at favne kollegaerne, som mere end blot producenter, arbejdere og ressourcer, der har en anden og større mening end at realisere sig på og igennem arbejdet. Også her må man favne og give plads til det ukontrollerbare. Hvis man ønsker at tage vare på dette, må man også turde give slip på den kontrol, som er en implicit del af det økonomiske vækstparadigme. Man må give plads til det ukontrollerbare, hvor vi også kan erfare samhørighed og samklang, til mennesket og naturen i mennesket.

Projektet bringer, over de næste tre år, den generelle økologis perspektiver med i litteraturformidlingen og ind på arbejdspladsen, som en fælles refleksion, gennem en række arrangementer, litterære laboratorier samt interne og eksterne læsekredse.

Inger Christensen får det sidste ord

"Poesien er bare én af menneskets mange erkendelsesformer, og der går det samme skel ned gennem dem alle, hvad enten det drejer sig om filosofi, matematik eller naturvidenskab. Et skel mellem dem, der tror, at mennesket med sit sprog står udenfor verden, og dem der oplever, at et menneske med sprog er en del af verden; og at det derfor bliver nødvendigt at forstå, at idet mennesket udtrykker sig, er det også verden, der udtrykker sig." – Inger Christensen

Hvis man er yderligere interesseret i forbindelsen mellem Georges Bataille og Inger Christensen har jeg behandlet den i artiklen ”Solare sammenfletninger hos Georges Bataille og Inger Christensen” på paradoks.nu.