Du er her: AU  Medarbejdere Institutter  DPU For afdelinger Pædagogisk sociologi Om sanselig orientering

Forslag til forskningsenhed og Konferencetema

Om sanselig orientering

Forslagsstiller: Søren Peter Nagbøl, 12.01.2016

Siden vores afdelingsseminar den 14. december har overvejet, hvorledes vi i fælleskab kan kvalificere temaet: sanselig orientering. Dette er mit bud. Det er skrevet på baggrund af erfaringer fra mit akademiske liv. De er bundet til personer, til steder og netværk. Det bygger på personlige oplevelser og erfaringer opstået i forskellige sociale sammenhænge. Det er med den intention, at I hver især kan lade jer inspirere og skrive jeres interesser og erfaringer til. I udarbejdelsen af dette papir har jeg haft Christian Sandbjerg med på sidelinjen. Jeg har fået enkelte kommentarer, flere følger. Alle der har lyst er velkomne til at udøve kritik, komme med uddybende kommentarer og forslag til forbedringer.

Mit oplæg skal opfattes som optakten til en proces, vor kommunikation af viden skal fortættes i en praksis, der drejer sig om at levere levende analyser af menneskers livssammenhænge i en global verden under forandring.

(Et eksempel på en sådan proces er konferencen The Stranger. On the understanding of and Socializing With, the stranger in a Globalized and Constantly Changing World. Den findes på video på DPU’s hjemmeside og på tryk i Cursiv nr. 16)

Vi er i forberedelsesgruppen blevet enige om, at en sektion kunne omhandle temaet: sanselig orientering. Det er den sektion jeg har for øje, når jeg skriver følgende:

Derfor sanselig orientering rettet mod en sociologi af kød og blod.

I forbindelse med genlæsningen af Christians oversættelse af Vacquants artikel For en sociologi af kød og blod fandt jeg farbare vej mod en sociologisk forståelse, hvor teori, empiri og metodiske greb kan føre til levende farverige analyser af samfund og historie.  Artiklen åbner for forskellige tilgange til, hvorledes man på en levende måde kan opleve og forstå mellemmenneskelige relationer i forskellige former for iscenesættelser. Det er vigtigt at udvikle kropslig praktisk viden, hvor sanselig orientering er koblet til orienteringsmidler, hvor kropslighed er en fundamental basis for socialanalyser. Det er pointen at kropslig praktisk viden kræver undersøgelsesmåder, hvor teori og empiri hænger sammen i en fremadrettet viden. En hvor man sporer og fornemmer, at begrebssætningen er opstået og formuleret i en legemliggjort proces. Argumentationen for en enaktiv etnografi skal animere til skarpsindighed og social dygtighed, og således kvalificere den sanselige orientering i en kødelig praksis, en bottom – up en legemlig proces med greb i den sociale verden. Der er tale om en kødelig og blodfyldt sociologi, som er i stand til at producere flerdimensionale, mangefarvede analyser af det sociale. (Elias taler i sit eget opgør mod figurationssociologerne – hans artige elever - om analyser af sociale processer på flere planer). Det gælder i sådanne processer om, hvorledes man kan gen-inkarnere samfundet ved at genoprette den sociale eksistens praksiologiske dimensioner.  

 

Derfor figurationssociologi / processociologi

På et sent tidspunkt i livet i 1986 opsummerer og præciserer Elias i en artikel i et leksikon begreberne figuration, sociale processer og civilisation. Der er gået 50 år siden hovedværket Über den Prozess blev publiceret.

Jeg har bidt mærke i følgende præciseringer.

Med figurationssociologien er menneskene inddraget som en del af begrebet. De optræder ikke som livløse objekter. Det er kun mennesker som danner figurationer.

Det gælder mangfoldige symboliseringsprocesser, hvor mennesker bevæger sig i tid og rum. Her bliver man hele tiden konfronteret med en mere eller mindre kompleks omverden - planlagt og produceret af mennesker. Disse processer foregår ifølge Elias på flere niveauer. Figurationssociologien beskæftiger sig med mennesker i alle dets aspekter, og kan ikke beskrives tilstrækkeligt med teoridannelser, der kun operere på et niveau, som f.eks. behaviorismen (Behavioral sociologi). Den tradition behandler kun et element som det eneste betydningsfulde aspekt af menneskers adfærd, nemlig det der repræsenterer deres handlinger. Andre sociologiske traditioner, isolerer menneskenes livssammenhænge til deres erfaringer, her henvises til de fænomenologiske sociologer. Hertil kan tilføjes andre metodiske og enkeltfagligt orienterede traditioner.

Figurationssociologien beskæftiger sig på den anden side rundtom med hele mennesket

Den er baseret på en fem dimensional model, der foruden de  

firdimensionale adfærdsmæssige aspekter, også omfatter tænkningens, følelsernes og drifternes ”erfaringsaspekter”. De sidstnævnte er ganske vist ikke direkte tilgængelige på samme måde som f.eks. iagttagelse af kropsbevægelser, men de lader sig alligevel spore, f.eks. gennem undersøgelser af sproglige og andre symboler som transporterer meningsfulde budskaber fra en person til en anden. (Elias 2003, s. 278). Oversættelse SN.

Hermed reflekteres en femte dimension, nemlig menneskenes måde at opleve, erfare og erindre de tilegnede symboler. Dette er en forudsætning for, at mennesker kan kommunikere.  Dette foregår overalt, hvor mennesker danner figurationer med hinanden. Det fører til lærerprocesser på mange planer med sig.

Figurationssociologien opgave er, ifølge Elias ydermere, både at undersøge og fremstille den funktionelle interdependens indenfor de fleretagers sociale arenaer mennesker danner med hinanden. Deriblandt også de ikke planlagte sociale processer, som mennesker danner med ikke-menneskelige faktorer.

Det skal ikke forstås og betragtes som ophobning af sådanne processer. Begrebet figuration omfatter i processociologien helheder med ofte modsatrettede dynamikker. Det gælder hele problematikken omkring drifterne og driftkontrol, affekterne og affektkontrollen. Inklusive de kontrolinstanser som regulerer viden og tænkning.

I 1999 formulerer Elias det i et tilbageblik således:

Den grundtese, jeg går ud fra, er, at mennesker fra naturens side er bestemt til at leve sammen med andre mennesker. Mennesker har fra naturens side fået et potentiale til at kunne beherske og forme driftsimpulser. Men dette potentiale kan kun aktiveres og udvikles gennem læreprocesser. At lære civiliseret adfærd og dannede omgangsformer er et menneskeligt universale. Der findes ingen samfund, hvor unge mennesker ikke lærer at kontrollere og beherske deres drifter og emotioner. Hvorledes denne proces kan foregå uden lystafkald er en af de vigtigste opgaver, vi må lære. (Elias, 1999, s. 28)

Figurationer af interdependente mennesker kan gøres til genstand for differentierede undersøgelser, hvor socialvidenskabelige, som sociologiske, kulturanalyser, etnologiske og antropologiske traditioner kan anvendes.

Sådan set er et menneskes socialisering, civilisering og individualisering forskellige navne for den samme proces.

Vi indlader os på at opleve og forstå forandringer, der sker på forskellige planer og med forskellige orienteringsmidler og metodiske greb.

Det, man i figurationssociologien beskæftiger sig med, er, hvorledes mennesker bliver til og lærer at orientere sig i stadig mere komplekse livssammenhænge.

Deri ligger de basale indenbyrdes afhængigheder. Disse figurationer eksisterer overalt, privat, når man rejser, er blandt venner, og der hvor man tjener til livets underhold. De omfatter alle livets aspekter, og der er mange lag i ens liv, hvor de hele tiden er i spil. Disse figurationer er ikke biologisk fiseret. Det er erkendt og dokumenteret, ikke blot med Elias processociologi, men også nyere socialisationsteori, antropologi, biologisk forskning, neuroscience med mere.

Derfor socialisationsteori / neuroscience

Lorenzers socialisationsteoretiske koncept, hvor han i sin forskning vedrørende sanselige symbolske interaktionsformers kropslige indskrivning i den enkelte, placerer psykoanalysens erkendelsesfelt mellem sociologi og neurofysiologi. Denne antagelse har ikke kun fundet genklang og opbakning fra den biologisk orienterede hukommelse og hjerneforskning (Singer), men også indenfor den psykoanalytiske forsknings egne rækker. Det er en forsknings som tager afsæt i en række psykoanalytikeres mangeårige interdisciplinære dialog med neurovidenskab (Kaukkon, Martha, Marianne Leuzinger- Bohleber og Wolfgang Merkens 1998). Som følge af mødet med kognitionspsykologien, udviklingspsykologien cognitive science – neuropsykologi, neurofysiologi og biologi er Freuds koncept vedrørende hukommelse og erindring blevet nøje gransket. I den forbindelse er det kommet til opgør med Freuds antagelse vedrørende (urscenen) urfortrængningens store betydning for senere fortrængningers indlejring i det ubevidste, og man har fundet frem til, at den er forældet. Erindringer er ikke noget fikseret forårsaget af bestemte begivenheder eller oplevelser, der er blevet oplagret i erindringen og virksomme som gentagne erindringsbilleder, der ustandseligt popper op og bliver determinerende for al fremtidig ageren. Denne oplagringsmodel er opgivet i kølvandet på den konstruktivistiske paradigmeveksel, som har sat igennem i kultur- og neurovidenskaben. Erindring bliver i højere grad anskuet på baggrund af inter-subjektiv virke, hvor erindringer, selv de mest intime har bund i kollektive forhold.

Der efterlyses en teori, hvor subjektets handlinger ikke kun er forårsaget af hændelser der foregår her og nu. Den intersubjektive praksis må også ses fra det perspektiv, der kan henføres til den enkeltes egne indre psykiske processer, hvor erindring også forstås som ét menneskes intersubjektive praksis. Det er både et opgør med den opfattelse, at mennesker optræder og handler i et lufttomt rum som et frit individ, der kan vælge at konstruere sin livssammenhænge efter forgodtbefindende, og en afmystificering, hvor fortidens uhyrligheder virker som en arkaisk lænke der bestemmer al fremtidig virksomhed. De konstruktivistiske tiltag må tage højde for de erindringsmønstre, som er den enkeltes personlige forudsætninger – og de givne magtforhold som gør sig gældende her og nu. Det gælder forholdet mellem erindringsspor, opfattet som både nedslag af herskende praksis og livsudkast, og den aktuelle interdependens, de sociale og kulturelle sammenhænge de er en del af.

Med Lorenzers begreb om erindringsspor, som engrammer og erindringsspor, oplevelsens legemlige indskrivning i den enkelte, har vi koblingen til Singers brug af dette begreb. Det drejer sig om udviklingen af kognitive strukturer som en selvreferentiel lærerproces, og som anvender begrebet engram i de nyere hukommelsesteorier. En koncept for vedvarende kognitionsstrukturer, som udvikler ordnede baner for de nerveforbindelser, der repræsenterer erindringsindholdet.

Begrebet erindringsspor forbinder hermed tre grundlæggende dimensioner i psykoanalysen, det somatiske, det sociale og det ubevidste. Erindringsspor er nedslag af tidligere oplevelser og dermed nedslag af en livspraksis, en social praksis og samtidig udkast til fremtidige sociale sammenspil og handlinger. Ifølge Lorenzer modificeres erindringernes sociale indhold som hjernefysiologisk bestemmelige strukturer i nervesystemet. Det vil sige, at erindringssporerne er organiske engrammer, der er resultatet af en syntese som kroppen selv danner. Hertil føjer Ilka Quidadea i sin afhandling Spur und Umschrift. Die konstitutive Bedeutung von Erinnerung in der Psychoanalyse (Quindeau, 2004), at erindringssporerne ikke kun modificeres, de bliver også konstitueret. Det psykiske bliver konstitueret gennem aktiviteter i socialhandlen, i det sociale møde, hvor vekselspillet mellem menneskene og tingene kommer til udfoldelse. Menneskers psykiske struktur lader sig - i deres somatiske dimension i form af neurale netværk  -udforme gennem erindringsspor og deres forarbejdning. Denne konstituering fuldbyrdes i sociale interaktioner som er knyttet til sociale forhold. Erindring bliver dermed til et nøglebegreb i en ny konstitutions og socialisationsteori. Med Lorenzers socialisationsteori i mente er det denne indre opbygning af interaktionsstrukturer, hvor det er konkrete livshistoriske situationer som er i spil, der i sidste instans udgør den enkeltes psykiske struktur.

Dette er ikke, som det beskrives i strukturalismen en universel struktur, hvorfra mennesket dannes. Her fokuseres på subjektive og individuelle tilegnelse og opgør med det givne samfunds forhåndenværende konstruktioner. Disse kan ikke opfattes som en statisk kliché, men som en udfordring til en kommunikationsproces, hvor den enkelte finder sine egne svar på de givne livssammenhænge.

Begrebet erindringsspor tilbyder en yderligere anknytning til sociologisk teori. Nedslag skal ikke forstås konkretistisk; det gælder forarbejdningen af de givne konstruktioner, hvor interpretationen af disse er rettet mod fremtidige adfærdsmønstre. Psykoanalytisk teori er ikke kun rettet mod fortiden. Psykoanalysen arbejder ved hjælp af overførings- og modoverføringsprocessen med de muligheder, der kan lade sig gøre her og nu. Det er i vekselspillet mellem fortiden i nutiden samt de handleformer og orienteringsmidler som skal afprøves for at finde ud af, hvad der kan gennemføres (Nagbøl 2002). Vi befinder os altid i en proces, hvor nutiden lægger op til en fortolkning og omskrivning af det, som er og har været for, at vi kan orienterer os fremover.

Oplevelsesanalyse – sceniske forståelse m.m.

Det er på baggrund af ovennævnte socialisationsteoretiske ansats, at Alfred Lorenzer har udviklet en metodologisk reflekteret fremgangsmåde i forskningsprocessen. I relation til det metateoretiske koncept, der er den videnskabsteoretiske forudsætning for den psykoanalytiske kulturanalyse, har Lorenzer udarbejdet en kritisk hermeneutisk “Verfahren” (fremgangsmåde) og introduceret et træningsforløb og uddannelsesprogram for vordende kulturanalytikere. Et erfarings- og erkendelsesforløb, som kandidater må gennemgå i stil med læreanalysen i den psykoanalytiske uddannelse.

 Dette dybdehermeneutiske kulturanalytiske uddannelsesprogram skulle tjene flere formål. Det var vigtigt at få etableret en afklaret teoribaggrund, så man vidste, på hvilket grundlag man arbejdede. Det var afgørende, at man i praksis lærte ikke at belaste de forhold man analyserede med abstrakte begreber.

 Den kritiske kulturanalyse betragter det som givet, at teori, teknik og interpretationspraksis er dynamiske vilkår for konkrete analyser. Det var vigtigt at lære at håndtere samspillet mellem teori, analyse og egen praksis. Jeg har sammen med en gruppe yngre forskere været med i dette projekt fra 1977 til Alfred Lorenzers alvorlige sygdom i 1989. Mit uddannelsesforløb strakte sig over 5 år. Det er i den sammenhæng, jeg har været med til at udvikle den interpretationsmetode, som Alfred Lorenzer kalder ”das psychoanalytische tiefenhermeneutische Verfahren”. Under ledelse af Alfred Lorenzer arbejdede vi i et innovativt vekselspil med andre fag, såsom litteratur, billedkunst, religion, etnologi, antropologi, musik, film og arkitektur på at gøre psykoanalytiske erfaringer læs- og brugbare i et sociologisk og civilisationskritisk perspektiv.

Til trods for at Alfred Lorenzers forskning kan relateres til kroppens prægning og socialisering i de samfundsmæssige symboliseringsprocesser, blev jeg først i forbindelse med mine konkrete arkitekturanalyser (Nagbøl, 1986,1994a, 1994b) bevidst om, hvor stor en betydning den konkrete bevægelse i tid og rum har for erkendelsesprocessen. Kroppen bliver gennem interpretens involvering i håndgribelige iscenesættelser til en erkendende krop. Det er, som pointeret af Maurice Merleau-Ponty (Merleau-Ponty, 1945), således at når vi ser, berører, taler og lytter, har kroppen så at sige på forhånd allerede set, talt, berørt og lyttet for os. Omverdenen bliver således virkelig, fordi tingene får deres betydning gennem vores praksis med dem. Erfaringerne er legemliggjort. De er flettet sammen i tiden, og kan derfor mødes i en begivenhed. Dermed bliver historien den horisont, der instruerer erfaringens skuespil. Eksistensen er bundet til enheden af krop, verden, sprog og bevidsthed i form af et såkaldt præ-refleksivt cogito. Med det situerede og det legemliggjorte overskrider vi en individualitetens tilfældighed, fordi det at kunne er at virkeliggøre en social betydning. Også mødet med kropsantropologien (Nagbøl, 1984a) er en vægtig grund til, at jeg har modificeret mine metodiske teknikker, de teoretiske modeller jeg benytter. Bevægelsesaspektet er blevet tillagt større betydning for oplevelses- og forståelsesprocessen. Derfor benytter jeg ikke betegnelsen ”das psychoanalytische tiefenhermeneutische Verfahren”, men kalder fremgangsmåden oplevelsesanalyse

I min udvikling af den sceniske forståelse (Nagbøl 2002, 2008, 2014) har jeg i forbindelse med oplevelsesanalyser foretaget en revidering af Lorenzers koncept.

Her gælder det bl.a.: Den sceniske forståelse er i forbindelse med oplevelsesanalyser en fremgangsmåde, hvor man ved hjælp af forskellige teknikker foretager sceniske beskrivelser af sociale arenaer. Scenisk forståelse forudsætter scenisk engagement. Med den sceniske forståelse er det ikke tilstrækkeligt, at man betragter omverdenen som en scenisk helhed, der eksisterer ved siden af og på trods af ordenes normerede udsagn. Den sceniske forståelse er en livspraktisk forståelsesmodus, der forudsætter at interpreten umiddelbart involverer sig sanseligt i de forhold han oplevelses-analytisk vil forstå. Interpreten skal lære at udnytte de sanselige potentialer, der kan henføres til ens egne oplevelser af tid, bevægelse, krop og rum i forskellige livssituationer som man søger at forstå. Man skal ikke forholde sig som tilskueren i teateret, der iagttager skuespillet fra sin loge, men derimod forstå sig selv som involveret i iscenesættelsen, spille med og åbne op for de følelser, associationer, funktioner og billeder, som vækkes i mødet med omgivelserne. Den sceniske forståelse implicerer en scenisk totalitet, hvor analytikeren og analysanden er aktører i deres eget drama. Den vigtige pointe er, at det ikke er forståelsen der danner samspillet, men virkeligheden i det sceniske samspil der konstituerer forståelsen.

De oplevelsesfigurer, der opstår i tolkningsprocessen, bliver gennem sceniske beskrivelser symboliseret ved hjælp af sproget. Samspillet med det interpreterede materiale er hverken en subjektiv fortælling eller en objektiv registrering, det er en intersubjektiv oplevelse af et sanseligt mellemværende. Det er igennem sproget, at den sansede oplevelse får sin værdi. Der er ikke tale om en vurdering, men om en sanselig kropslig erfaring, der må gøres tilgængelig for fællesskabet i sprog og billeder. (Nagbøl 2002)

 

Om pædagogisk sociologi og eksperimentel kropsantropologi

Den eksperimentelle kropsantropologi blev i årene fra 1985 udviklet i rammen af det fransk-dansk-tyske Institut International d'Anthropologie Corporelle (IIAC). Initiativet kom fra franske pædagogikforskere og rettede sig mod forskellige discipliner, som i det akademiske system normalt er adskilt fra hinanden: historie, kultursociologi, etnologi, kulturantropologi, socialpsykologi, idrætsvidenskab, danseforskning, pædagogik. Kropsantropologi blev her forstået som en kritisk teori, som reagerede på kroppens teknologiske funktionalisering og på reduktionen af kropsviden gennem snævert scientistiske måle- og testvidenskaber. I den eksperimentelle kropsantropologi mødtes impulser fra den franske situationisme og Pierre Bourdieus sociologi med den tyske Kritiske Teorie (Frankfurterskolen) og de danske kropskulturstudier (Idrætsforsk). Da den eksperimentelle kropsantropologi bidrog til interkulturel læring, blev IIAC-seminarerne støttet af det Tysk-Franske Ungdomsværk (Deutsch-Französisches Jugendwerk, OFAJ). I Institut International d'Anthropologie Corporelle skulle sådanne kropsantropologiske indhold ikke kun bearbejdes akademisk, men man søgte en eksperimentel vej. Gennem praktisk møde skulle der skabes situationer (Ereignisse, moments) for kritisk at analysere dem og derigennem at lære inter-kulturelt. Begivenhedernes situative karakter så man i selve mødet i praktisk aktivitet – leg, dans, rejse, fest – og ikke mindst i konflikten og det dermed forbundne emotionelle engagement. Gennem årene medvirkede Jean-Jacques Barreau, Knut Dietrich, Horst Ehni, Henning Eichberg, Jørn Hansen, Jørn Møller, Søren Nagbøl, Niels Kayser Nielsen, Jørgen Povlsen og Kirsten Roessler i IIAC. Blandt foredragsholderne var desuden John Bale, Jennifer Hargreaves, Jacques Defrance, Guy Jaouen og David Le Breton.

Knut Dietrich som jeg har arbejdet sammen med i IIAC, har i et foredrag på DPU ”Bevægelser i pædagogiske iscenesættelser – Hvorfor vi har brug for en pædagogisk sociologi” – inspireret af Bernfeld – givet tre korte svar på, hvorfor han mener, det er vigtig med en forskning i pædagogisk sociologi:

Vi har brug for pædagogisk sociologi, fordi opdragelse, uddannelse og undervisning ikke kun er en social, men samtidig også en samfundsmæssig proces.

En undersøgelse af disse processer må inkludere alle de faktorer, som øver indflydelse på mennesker uddannelse, socialisering og civilisering. Hele sammenspillet af omstændigheder, som øver indflydelse på mennesker, benævner jeg pædagogiske iscenesættelser. Genstandene for pædagogisk forskning er pædagogiske iscenesættelser.

I centrum for disse iscenesættelser finder vi de agerende og interagerende mennesker – som når det kommer til stykket er personer i bevægelse. De frembringer iscenesættelsen, forandrer den, og i denne proces forandrer de sig og udvikler sig selv.  (Dietrich, upubliceret manuskript, 2002

Historisk og pædagogisk antropologi

I forbindelse med en Erasmus udvekslingsaftale med Institut for Anthropologie und Erziehung Freie Universität, Berlin, og Institut for Uddannelse og Pædagogik, er der opstået et samarbejde mellem de to institutioner.

Det har udmøntet sig i ovennævnte konference på DPU og i publikationen Cursiv nr. 16. Jeg har i 2012 og 2014 været gæsteprofessor ved Institut for Anthropologie und Erziehung.

Vi har etableret et langsigtet samarbejde, der bl.a. handler om sanselig orientering

For interesserede har jeg kopieret nedenstående citat og link til Wikipedia, the free encyclopedia. Her, kan man få yderligere indblik i de aktiviteter ved Freie Universität, som Wulf har været involveret i.

For more than 30 years, Wulf has been working on questions of historical anthropology and pedagogical anthropology. The focus of the research is on people’s knowledge in a globalized world characterized by cultural diversity. The objective of this research is to use historical and ethnographic methods as well as philosophical reflections to make a contribution to the self-understanding of people today. en.wikipedia.org/wiki/Christoph_Wulf

De bedste hilsener Søren

53800 / i29