Du er her: AU  Medarbejdere Institutter  DPU For afdelinger Pædagogisk sociologi Kritisk Teori og Kritisk Pædagogik

Forslag til Konferencetema

Kritisk Teori og Kritisk Pædagogik

Forslagsstiller Niels Rosendal Jensen d.8/2 2016

Forslag til tema: kritisk teori og kritisk pædagogik

Eksempel: Skal uddannelse ikke være et fælles gode (for alle) længere?

Flere fænomener kunne tages til indtægt for et nej, nemlig den øgede tilgang til privatskoler, et højere karakterniveau som indgang til ungdomsuddannelse (AE-rådet 1.2.16), diskussioner om adgang til statsfinansieret overbygning på bachelorgrad, eventuel indførelse af indkomst-taxameter afhængigt af kandidaternes kommende indtægt (økonomer skal således have højere taxameter end f.eks. pædagogiske sociologer) (Forkerforum, februar 2016: 16) osv.

For pædagogisk sociologi er disse observationer et muligt grundlag for analyse og senere hypotesedannelse. Hvordan kan disse fænomener forklares? Er der tale om en modbevægelse (jfr. Polanyi 1944) mod tidligere tiders forestillinger om lighed gennem uddannelse? Hvis ja, hvorfor kom den så ikke tidligere? Er der muligvis en ny mod-modbevægelse på vej? Osv.  Ganske selvfølgeligt bør en sådan problematik indgå i fagets forskning.

Med brede penselstrøg

Den aktuelle samfundsmæssige situation viser, at "det sociale spørgsmål" i begyndelsen af det 21. århundrede er tilbage i centrum af politikken i de udviklede kapitalistiske lande. Tilbagekomsten har givet næring til en renæssance for teorier om klasser og klassekamp. Dog har denne tilgang en åbenlys svaghed eller rettere et dilemma, den ikke alene slås med, men undertiden også paralyseres af. Hvordan nu det? Jo, med neoliberalismen begyndte ”skiftet til større social ulighed og restaurationen af de øvre klassers økonomiske magt”(Harvey 2005: 26). Omfordelingen fra bund til top, som neoliberalismen medførte, har været en succes. Ejendommeligt nok har det endnu ikke udviklet egentlig modstand blandt dem, der regeres af dette system, og som betaler prisen for omfordelingen fra fattig til rig.

Danmark er på linje med andre lande i disse år i færd med at overgå fra et samfund, som var pacificeret af Fordistiske metoder, til et langt stærkere polariseret samfund.  Denne overgang er kendetegnet ved en slags stabilisering af det ustabile. En ’indre’ kolonisering fra finanskapitalens side har gjort princippet om konkurrenceevne til det bærende led for social organisering, og dette er blevet en katalysator for klasseforhold primært baserede på udbytning af anden grad, ledsaget af udsathed og ligefrem fattigdom. Endvidere har det tvunget underordnede grupper med gammeldags organisationsformer og dertil hørende politisk intervention til at opgive hårdt tilkæmpede sociale velfærdsbeskyttelsesforanstaltninger (f.eks. senest lockouten af lærerne).    

En mulig analyse og hypotese?

Men er dette i grunden af nyere dato? En måde at forstå dette på kunne være at knytte disse processer til historiske faser i det moderne samfunds udvikling, altså efterlyse forklaringer på makroniveau. Prækarisering og prækariat angår ikke kun de børn og unge eller ældre, som der arbejdes med i forskellige pædagogiske sammenhænge. Det samme gør sig også gældende for pædagoger og socialpædagoger. Det er ikke kun ”klientellet”, der rammes af deltidsjobs, dårlige arbejdsforhold, tidsbegrænsede stillinger osv. Det samme oplever de professionelle i stigende grad. Senest nævnt af DJØFs formand i forhold til de mange 'løse' ansættelser som et vilkår eller en nødvendighed - i stil med Vestagers berømte diktum: "sådan er det jo".

Karl Marx analyserede i 1860'erne, hvordan prækariat og kolonisering hænger sammen. I ”Kapitalen” præsenterer han sine mere udfoldede analyser af kapitalismens oprindelige akkumulation. Kolonisering betyder her fremvæksten af den kapitalistiske produktionsmåde i en ikke-kapitalistisk omverden (Marx 1867/1971). Kapitalismens etablering og dermed landnam i den ikke-kapitalistiske sektor handler grundlæggende om forandring af ejendomsforholdene, om monopolisering af produktionsmidlerne hos en lille klasse af ejendomsbesiddere og om en tilsvarende fremvækst af en omfattende masse af dobbelt frie lønarbejdere. Naturligvis er Marx bundet til sin historiske tid og dennes erkendelser, men ikke desto mindre viser han, at integrationen i den nye produktionsmåde også altid beror på statslig tvang og politisk intervention. Eksempelvis bruges lovgivning fra feudaltiden, som forbød betleri og vagabonderen: ”Således blev den landbefolkning, der med vold var blevet eksproprieret fra hus og hjem, forjaget og gjort til vagabonder, nu pisket, brændemærket og martret ind i en disciplin, nødvendig for lønarbejdets system, ved hjælp af grotesk-terroristiske love” (Marx 1867/1971: 1025). Dette var dog en forbigående episode, fordi ”som den kapitalistiske produktion skrider frem, udvikler der sig en arbejderklasse, der på grund af opdragelse, tradition og vane anerkender denne udviklingsmådes krav som selvfølgelige naturlove”, hvilket vil sige, at ”de økonomiske forholds stumme tvang besegler kapitalistens herredømme over arbejderen” (ibid.). Heraf kan vi udlede, at til enhver produktionsmåde hører en særlig form for underkastelse og subjektivering.

Pointen her er: Kapitalistisk udvikling vil altid have et dobbeltansigt. På den ene side dannes et gennemkapitaliseret område (fabrikker, industrialiseret landbrug og varemarked), hvor kapitalismen reproducerer sig selv på sit eget grundlag. På den anden side bryder udvekslinger sig vej mellem kapitalakkumulationen hhv. de ikke-kapitalistiske produktionsmåder og territorier. Hvert af disse områder følger på den ene side deres egen logik, mens de på den anden er uløseligt forbundet med hinanden. Dvs. at den kapitalistiske udvikling som følge af vanskeligheder med sin værdiforøgelse i sine interne markeder er systematisk henvist til et ydre, dvs. ikke-kapitalistiske samfund, områder og sektorer. Denne grundlæggende tanke udviklede Rosa Luxemburg i øvrigt videre (Luxemburg 1913/1976).    

Uddannelsesproblemet  - et 'udenfor' under belejring og erobring?                                                                

Hvis vi herefter generaliserer denne tilgang og relaterer den til historiske og aktuelle former for uddannelse, vil der således være tale om, at kapitalismen gør brug af et allerede eksisterende ”udenfor”. Det kan f.eks. finde sted ved ud fra neoliberalistiske principper at underlægge sig et bestemt område (det ikke-varegjorte uddannelsessystem) eller ved selv aktivt fremstille et sådant ”udenfor” (Harvey 2005: 140). Okkupation af fælles goder peger på en militaristisk dimension (oprindeligt gennem vold og overgreb), samtidig med at der udfoldes en økonomisk dimension (indhegning, der tvinger tidligere bønder til at underkaste sig fabriksarbejdets monotoni gennem 'aktiv' og 'passiv' proletarisering). Okkupation og indhegning er en vigtig side af, hvordan det sociale liv formes, når det offentlige rum overtages af opdragelse, dannelse og uddannelse. Analogt til Marx' analyse af den oprindelige akkumulation tilpasses uddannelsen altså i dag bestemte formål, og dette gælder både uddannelse som institution og som producent af subjektivitet (De Lissovoy 2008). Dermed foreligger muligheden for, at uddannelse snævres ind til produktion af grydeklare produkter til erhvervslivet, mens de bredere visioner om et ansvarligt, uddannet samfund fortoner sig.

At skabe et "udenfor" er muligt gennem en fuldstændig non-kommodificering, altså ødelæggelse, som det kan ses i braklægning af potentiel arbejdskraft, industrier og regioner. Braklægning ses som resultatet af overakkumulation. Men et udenfor kan også skabes via de-kommodificering, dvs. ved hjælp af offentlig serviceproduktion og investeringer i infrastruktur, som det har været kendt i den klassiske velfærdsstat.

Selve det eksisterende samfundssystem kan således skabe prekære forhold, som akkurat udgør kernen i udsathed i et sociologisk perspektiv. Som antydet er der tale om en uendelig skabelsesproces, fordi noget udenfor uafladeligt kan frembringes aktivt. Marx angiver selv skabelsen af en ’reservearmé’ af arbejdsløse som en form for ødelæggelse eller braklægning og dermed en aktiv frembringelse af et udenfor, i dette tilfælde knyttet til arbejdsmarkedet. Det sociale spørgsmål indeholder derved i Marx’sk forstand to analytiske dimensioner, nemlig dels et indenfor, hvor udbytning, privat tilegnelse af en kollektivt skabt merværdi hersker, og dels et udenfor, hvor det drejer sig om at trykke indkomstforhold og livsbetingelser ned under gældende normalitetsstandard og i ekstreme tilfælde ligefrem om fuldstændigt at braklægge menneskers arbejdsformåen. Det er altså hverken den førmoderne henvisning til "et guddommeligt forsyn" eller senere tiders tro på "markedets usynlige hånd", der producerer disse forhold.

Subjektivitet

Subjektivitet ses her som værende uadskillelig fra den kompleksitet af relationer, som skaber mulighederne for den. Produktionsmåder spiller med andre ord en konstituerende rolle i dannelsen af subjekter. De bølger af indhegning, som skabte den oprindelige akkumulation, havde en uudslettelig indvirkning på individuelle og kollektive ønsker, forestillinger og materielle realiteter, dvs. på subjektivitet. Omvendt påvirkede subjektiviteten produktionsmåden.  Selv om menneskers ønsker, forestillinger og måder at leve på så at sige udfoldes inden for en matrix af forståelighed, som i det store hele blev formuleret af produktionsmåden, de kulturelle normer m.v., så bidrager mennesker naturligvis også til skabelsen af socialt liv i kraft af deres dynamiske potentiale eller sagt på en anden måde: deres handlinger, deres agency. Dette samspil skal ikke nødvendigvis forstås som modsætningsfyldt eller antagonistisk, men snarere som et forsøg på at indkredse det komplekse rænkespil af underkastelse bag frembringelsen af socialt liv. (Read 2002). Men dette betyder samtidig en vis vagtsomhed over for økonomistiske kortslutninger. I en kritisk teoretisk forståelse ses mennesker som værende bevidste om deres subjektivitet og således også deres kapacitet til at handle eller til at udvikle deres subjektivitet. Hermed tilkendegives, at hverdagslivet så at sige må rehabiliteres og transformeres som et revolutionært frigørelsesprojekt (Lefebvre 1975). Akkurat her er der brug for støtte i form af oplysning og uddannelse politisk og praktisk. I samme boldgade har både Hans Thiersch (2008) og Lothar Böhnisch (1988) udfoldet sig, i særlig grad med hensyn til socialpædagogikkens voksende institutionalisering, specialisering og professionalisering og med særligt henblik på at lade brugerne komme til orde.

Denne overordnede forståelse kan gøres frugtbar for uddannelsens vedkommende. Som Harvey bemærker, er der tale om en kontinuerlig proces (Harvey 2003), hvor Harvey kombinerer den oprindelige akkumulation med akkumulationen af dispossession svarende til karakteren af indhegning i den neoliberale globalisering (dvs. i form af omlægningen af den globale økonomi, privatisering af vand og luft, patentering af intellektuel ejendom og koncentration af fattige i slumkvarterer osv.).

Ovenstående analyse tilsigtede at ramme den militaristiske og økonomiske dimension og deres påvirkning af dannelsen af subjektivitet. Indhegninger tjener også uddannelsesformål - både i form undervisningslektioner og disses indhold og i form af den måde, formel uddannelse organiseres på.

Når disse brede penselstrøg tjener til at angive problematikken, hvordan forholder forskning i pædagogisk sociologi sig så til den?

Et svar kan findes i den kritiske pædagogik, der principielt fastholder, at uddannelse skal være et fælles gode og tjene frigørelsesformål. Et fælles gode forstås som noget, der gavner samfundet som helhed som f.eks. lighed, retfærdighed m.v.

 

Referencer

AE-Rådet 1.2.16

Böhnisch, L. (1988). Der Sozialstaat und seine Pädagogik. Neuwied: Luchterhand

De Lissovoy, N. (2008). Power, Crisis, and Education for Liberation. New York: Palgrave Macmillan

Forskerforum, 291, Februar 2016  (Den mest magtfulde embedsmand, s. 16, Jørgen Øllgaard)

Harvey, D. (2005). A Brief History of Neoliberalism. Oxford: Oxford University Press

Lefebvre,  (1975). Metaphilosophie. Frankfurt/Main: Suhrkamp

Luxemburg, R. (1913/1976). Kapitalens akkumulation. København: Rhodos

Marx, K. (1867/1971). Kapitalen. København: Rhodos

Polanyi, K. (1944/1957). The Great Transformation. The Political and Economic Origin of Our time. Boston

Read, J. (2002) 'Primitive Accumulation: The Aleatory Foundation of Capitalism', Rethinking Marxism14: 24-49

Thiersch, H. (2008). Lebensweltorientierte Soziale Arbeit. Aufgaben der Praxis im sozialen Wandel. Weinheim und München: Juventa

53908 / i29