Mindeord for Jette Benn

Af Monica Carlson, Karen Wistoft og Lisbeth Haastrup

Efter kortvarig sygdom er lektor emerita Jette Benn død. Ved DPU vil ledelse, kollegaer og samarbejdspartnere savne og mindes Jette og hendes store engagement og kampgejst både som tidligere lektor i hjemkundskab og som fællestillidsrepræsentant ved DPU.

Jette var oprindeligt uddannet husholdningslærer fra Suhrs seminarium og blev siden cand. pæd. i ernæring og biokemi. Hun blev ansat ved Institut for Ernæring og Biokemi, hvor hun underviste på årskurser og kortere kurser for lærere i hjemkundskab på Danmarks Lærerhøjskoles afdelinger rundt om i landet. Jette påtog sig i mange år opgaven at formidle mellem DLH og senere DPU, faglærerne i hjemkundskab og seminariernes hjemkundskabsundervisere. I 1996 afleverede hun sin ph.d.-afhandling Kost i skolen – skolekost, en undersøgelse af forhold, tilbud og muligheder i forbindelse med skolernes spisepause. Fra fattige børns bespisning til sundhedspædagogiske projekter. Jette deltog i udarbejdelsen af fagbeskrivelser for faget hjemmekundskab på alle niveauer, udarbejdede læremidler, fulgte og prægede områdets faglige og didaktiske udvikling. Da cand. pæd. studiet i hjemkundskab i 2006 blev en del af Materiel kulturdidaktik, bidrog Jette også med sin faglighed. Hendes skandinaviske og internationale forbindelser var med til at løfte blikket og perspektivet, mens den nye uddannelse fandt sine ben.

Jette vejledte flere ph.d.-projekter, som blev udarbejdet af lektorer, der var ansat på læreruddannelsen, hvor hendes viden i dag ’lever videre’ blandt de lærer­studerende. Et af de sidste ph.d.-projekter, Jette vejledte The rural school meal as a site for learning about food var dog situeret i en helt anden del af verden, i Ecuador, men perspektivet at skolemad er både næring og ’næring for læring’ gav også i høj grad mening her.

Jette helligede sig i sin tid som forsker ved Danmarks Lærerhøjskole og senenere DPU til at udvikle viden om børn og unges møde med mad i skolen. Her var hun en central drivkraft i udviklingen af det fag i folkeskolen, som hed hjemkundskab, i dag madkundskab. Hun sørgede for, at der var balance i tingene. Når handlekompetence-tilgangen til pædagogik tog overhånd i Forskningsprogrammet for Miljø- og Sundhedspædagogik med en kritik af en dominerende videnskabscentrerede tilgang, huskede Jette os på, at i undervisningen om mad og sundhed er også viden central: Mad er ikke kun mad, og derfor er viden om kost og ernæring - inklusive næringsstoffer og fødevarer og om de kulturelle præferencer, som ligger bag, hvad vi spiser, vigtige.

Nævnes skal også, at Jette udarbejdede en historisk gennemgang af skolemadspolitik og skolekost, og pegede på, at skolemaden bør iagttages både som et politisk og et pædagogisk projekt, hvor den på den ene side anses som sundhedsfremme og forebyggelse gennem ernæringsrigtig mad, på den anden side som ’næring for læring’.

Forskningen inden for husholdningens, madens, og måltidets didaktik, var ligesom forskningen i de andre praktiske fags didaktik kun på vej, da Jette startede på DLH. Da hun sluttede var den kommet et godt stykke videre, ikke mindst takket hendes ihærdige indsats. Hun blev en central person i områdets forskningsnetværk både i Skandinavien og internationalt. Når mad- og hjem­kundskabs­forskere fra hele verden kom på besøg, var det bl.a. i det faglokale, som var placeret øverst i Emdrupborg, og som var udstyret med porcelæn fra den kongelige porcelænsfabrik. Jette var generøs med at dele af de oplevelser, som var knyttet til disse besøg, herunder til os der på det tidspunkt var ph.d.-studerende.

Nogle vil huske en grøn te-ceremoni, omhyggeligt gennemført af en japansk gæsteforsker, med medbragt japansk porcelæn. Flere vil vide, at Jette delte rigt ud af sin viden og for den sags skyld sine evner til at tilberede måltider, som mindede om Babettes gæstebud. Og rigtig mange vil selvfølgelig vide, at denne generøsitet også kom til sin ret i hendes mangeårige virke som fællestillidskvinde ved DPU.

En af hendes mærkesager handlede om evalueringerne af uddannelserne på DPU, hvor hun ikke opgav sin overbevisning om, at det, der skulle evalueres, var undervisningen og ikke underviserne. Ikke at tabe en god sag lå hende på stærkt på sinde, og hun stod op for det, hun vurderede var rigtigt og retfærdigt. Måske er det også i det lys, vi skal forstå verset i det mindeord, som annoncerede hendes død ”Så er min sidste time kommet, og jeg er væk, men husk mig som en vintergæk, der kom frem den sidste måned i nitten firti seks, håber jeg for nogen var den søde heks”.