INTERNT OPSLAG: Ph.d.-programleder til Læring & Pædagogik

Da lektor Karen Valentin har tiltrådt stillingen som viceinstitutleder for forskning søges en ny leder af ph.d.-programmet Læring & Pædagogik. Stillingen ønskes besat med virkning fra 1. december 2023.

Jobbeskrivelse
Ph.d.-programmer ved ARTS Graduate School ledes efter delegation fra ph.d.-skolelederen af to ph.d.-programledere. Opgaverne omfatter blandt andet rekruttering af ph.d.-studerende, koordination af ph.d.-kurser og sommerskoler, godkendelse af ph.d.-planer og halvårsevalueringer og midtvejsbedømmelser, midtvejssamtaler og statussamtaler, ledelse af eller udpegning af leder for forsvarshandlinger, løbende håndtering af akutte sager som vejlederskifte m.m. Der er aktuelt 40-50 indskrevne ph.d.-studerende på programmet.

Ph.d.-programledere varetager endvidere løbende dialog med afdelingsledere, forskningsprogramledere og andre interessenter på tværs af Aarhus Universitet om kvaliteten af ph.d.-uddannelserne.

Ph.d.-programlederne refererer til ph.d.-skolelederen og understøttes administrativt via en ph.d.-administrator samt af instituttets administrative medarbejdere. Ph.d.-programlederne arbejder tæt sammen og koordinerer regelmæssigt med institutledelsen og har repræsentation i instituttets forskningsudvalg.

Opgaverne er nærmere beskrevet i Funktionsbeskrivelse – ph.d.-programledere.

Kvalifikationskrav til stillingen som ph.d.-programleder
Ansøgere til stillingen som ph.d.-programleder skal have dokumenteret forskningserfaring inden for et eller flere af programmets fagområder og erfaring med ph.d.-uddannelse, eksempelvis erfaring med ph.d.-vejledning, ph.d.-kurser eller ph.d.-udvalg.

Hvad vi tilbyder
Funktionen kompenseres med 450 timer per år og et funktionstillæg på DKK 55.000 jf. Aftale om timekompensation og funktionstillæg for lederposter m.m. på Arts, AU af 24. maj 2018, som beskrevet i Addendum til aftale om timekompensation og funktionstillæg for lederposter m.m. på Arts, AU af 14. juli 2014 -ph.d. programledere.

Ph.d.-programlederne udpeges af dekanen for en treårig periode med mulighed for forlængelse.

Ansøgning
Ansøgning til stillingen som ph.d.-programleder for Læring & Pædagogik sker ved fremsendelse af en interessetilkendegivelse til institutleder. Interessetilkendegivelsen skal indeholde motivation for at søge stillingen samt en redegørelse for kvalifikationer inden for forskning og undervisning i relation til ph.d.-programmet Læring & Pædagogik samt erfaring med undervisning og vejledning af ph.d.-studerende.

Derudover kan anden relevant erfaring inddrages, f.eks. organisatorisk koordination og ledelse, ansvar for forskningsseminarer og konferencer, internationalisering samt samarbejdsflader med for eksempel professionshøjskoler m.m.

Ansøgere bedes forholde sig til nedenstående spørgsmål:

  • Hvordan vil du bidrage til høj kvalitet i ph.d.-uddannelsen fra rekruttering til gradstildeling?
  • Hvordan vil du sikre den bedst mulige inddragelse af ph.d.-studerende i instituttets akademiske liv?
  • Hvordan vil du sikre rekruttering til og kvaliteten i ph.d.-uddannelsen igennem løbende dialog og sparring med instituttets afdelingsledere og forskningsprogramledere og med øvrige ph.d.-programledere på tværs af institutterne?
  • Interessetilkendegivelser skal have et omfang af ca. 2 sider

Deadline for ansøgning
Interessetilkendegivelsen skal sendes per mail til institutleder Claus Holm senest 1. november 2023. Ansøgere til stillingen vil blive indkaldt til en samtale.

Spørgsmål til stillingen?
Spørgsmål til stillingen som ph.d.-programleder kan rettes til viceinstitutleder for forskning Karen Valentin eller Institutleder Claus Holm.